Kari
“Jeg ønsker at skabe et trygt rum, hvor nærvær, kontakt og udvikling kan vokse – i dit tempo”
Faglig tilgang
Jeg er uddannet psykoterapeut MPF og er særligt optaget af at skabe et terapeutisk rum, hvor nærvær, kontakt og de vigtige mødeøjeblikke kan opstå. Jeg arbejder ud fra en grundlæggende forståelse af, at vi mennesker er vidt forskellige – og samtidig dybt afhængige af kontakt og relationer for at trives og udvikle os.
Min tilgang er inspireret af neuroaffektiv teori, og jeg har blik for sammenhænge mellem krop, følelser og tanker. For mig er regulering af nervesystemet et fundament i det terapeutiske arbejde, fordi ro og tryghed er forudsætningen for at kunne mærke sig selv, forstå sine reaktioner og skabe forandring.
Jeg har fokus på tilknytning og traumer og arbejder traumebevidst med stor respekt for det, der viser sig i terapien. Når vi møder svære erfaringer eller reaktioner undervejs, er jeg optaget af at støtte regulering, integration og en nænsom kontakt til både det, der har været, og det, der er.
Erfaring og særlige kompetencer
Jeg har mange års erfaring med at skabe trygt og meningsfuldt samspil med børn. Gennem mit arbejde som naturvejleder har jeg mødt børn i forskellige aldre, og jeg har lært at møde hvert barn med nysgerrighed, respekt og forståelse for netop deres udvikling og behov. Denne viden bruger jeg bevidst i min terapeutiske praksis, hvor jeg tilpasser form, tempo og indhold, så barnet kan føle sig mødt og være sig selv.
Kroppens og følelsernes betydning for psykisk udvikling, selvværd og selverkendelse står centralt i mit arbejde. At lære sig selv at kende er også at lære at mærke sig selv indefra – og her inddrager jeg gerne naturen som en aktiv medspiller i terapien.
Naturen kan fungere som et fælles tredje – noget, vi er optaget af sammen. Når fokus er på det, vi gør og oplever sammen, bliver kontakten mere naturlig og fri. Det giver rum for nærvær, tryghed og glæde. Jeg tager derfor gerne samtaler ude i naturen, særligt i arbejdet med børn, hvor vi arbejder sansemotorisk og lader det fælles give anledning til kontakt, tillid og afstemning.
